Jeppe tilmeldte sig SOS Børnebyernes fadder-program, efter en samtale med hans forældre faldt på velgørenhed hen over middagsbordet. I otte måneder har han nu været fadder for Bedhasa, en 15-årig dreng i Tanzania.

Af Krista Maria Dahl Nielsen

“Vi glemmer ofte, hvor heldige vi er.”

Jeppes beslutning om at blive fadder kom fra en grundlæggende retfærdighedsfølelse. Jeppe er 22 år gammel, opvokset i Kolding og studerer statskundskab i Aarhus. Han mener, at vi en gang imellem kan blive blinde for dét privilegie, det er at være født og opvokset i et land som Danmark. Samtalen med hans forældre blev en påmindelse om det privilegie. Det efterlod en lyst til at give noget tilbage.

Hvorfor SOS Børnebyerne?

Én ting er at beslutte sig for at donere penge til velgørenhed, en anden ting er at finde ud af, hvad pengene skal gå til, og for mange kan det være lidt af en jungle.

”Der er så mange gode formål og organisationer, man kan støtte, men det, der gør SOS Børnebyerne særlig er, at man bliver tilkoblet en personlig historie, hvilket gør mig meget mere motiveret for at sætte tid og penge af til det.”

SOS Børnebyerne giver løbende opdateringer om fadderbørnenes udvikling til deres respektive faddere. Ofte handler det om deres skolegang, og oplevelser de har haft. For Jeppe er det essentielt for hans lyst til at forblive donor, at man kan se, hvad pengene går til.

Postkort fra Tanzania

For nyligt modtog han sit første brev fra sit fadderbarn, Bedhasa. I brevet stod der blandt andet, at Bedhasa for første gang i sit liv havde besøgt en anden by, end den han er vokset op i. Han har hele sit liv befundet sig indenfor den samme seks kilometers radius, og beskriver, hvor stor en oplevelse det var at bevæge sig bare et par kilometer udenfor fra hans hjemby. For mange danskere kan det nok være svært at sætte sig ind i, hvordan et smut til nabobyen kan være en oplevelse, der er værd at berette om i et brev.

”Når man får sådan et brev, sætter det virkelig nogle tanker i gang, fordi det er så langt fra ens egen verden, og man bliver mindet om, hvorfor man gør det, og hvor vigtigt det er.”

”Man skal ikke gøre det for at kunne sige det til en hel masse og sætte sig selv på en eller anden højhellig piedestal.”

Da han blev fadder, var det vigtigt for ham, at det handlede om at føle et ansvar for andre mennesker, der ikke har det lige så godt som ham selv. Selv har han ikke fortalt andre end sin kæreste og familie, at han har tilmeldt sig som fadder.

”Det er naivt, hvis man tror, at man som person fra Vesten kan give nyttige råd til en, der er vokset op i et fattigt land uden forældre. Hvis jeg skulle skrive et brev til ham, ville jeg bare vise interesse, for hvad han laver, og hvad han kan lide. Mest af alt ville det nok være et forsøg på et skulderklap og en anerkendelse af, hvor sej han er for at gå i skole, og kæmpe for et bedre liv.”

Fadder for livet

Jeppes fadderskab fortsætter, indtil Bedhasa fylder 18. Herefter kan man blive tilknyttet et nyt barn. Jeppe regner dog stærkt med at fortsætte som fadder derefter.

“Så længe jeg har tillid til organisationen, tror jeg bare, at jeg kommer til at være fadder fra nu af. Medmindre jeg skulle løbe ind i alvorlige finansielle problemer,” siger han med et lille grin, “studielivet er trods alt ikke nogen overskudsbranche.”